Reformen ødelægger sportslivet

18. oktober 2014 – Christians blog – af Andreas Svane Als

Da skoleåret 2014/15 startede, var det med en ny reform. Denne reform var blevet genstand for voldsom diskussion. Kort forinden sommerferien i 2013 var et lockout aktuelt i de danske skoler, da lærerne ikke ville acceptere, det de så som en forringelse af deres arbejdsplads. Lærernes Centralorganisation på den ene side og KL på den anden side. Da konflikten havde holdt de danske elever væk fra skole i en lille måneds tid, kom der endelig en løsning, og skolereformen blev trumfet i gennem. Det var et flertal i folketinget, der stod bag et lovindgreb, der netop dagen før var blevet fremlagt.

Reformen skulle sætte i kraft i august 2014, og det må man sandelig sige, den har gjort. Alle elever har fået ekstra timer tildelt, og især i 7. klasse er antallet af lektioner steget. Normalt ligger 7. klasse på 31-32 timer om ugen, hvorimod de er steget til 37(!) timer i år. Dette tal inkluderer også præst, som nu nogle steder er blevet flyttet til eftermiddagen.

Også i idrætslivet har man kunnet mærke det tryk, denne reform har medført. Kort efter skolestart har over 20% af børn og unge nu valgt at melde sig ud af sportsklubben, og det er noget, der ærgrer DGIs formand Søren Møller.

”Hvis vi ikke er meget opmærksomme, så kan heldagsskolen betyde et fald i børnenes foreningsdeltagelse. Vi skal ikke erstatte idrætsforeningernes tilbud med aktiviteter i skolerne, som lærere og pædagoger skal stå for, og som er meget dyrere. Det er samfundsmæssigt et skidt bytte”, udtaler Søren Møller til folkeskolen.dk.

Det er i mine øjne tydeligt, at den danske regering, ikke har fat i noget af det rigtige. Jeg mener, at det er skidt for danskerne, at vi konstant vil sammenligne os selv med kineserne. Der er selvfølgelig fordele ved at kigge på deres metoder, men vi vil i længden ende med at stå tilbage med en ”slagen” folkeskole.

For 30 år siden forsøgte Sverige sig med samme indlæringsmetoder, som vi i Danmark også vil forsøge. Det svenske forsøg på en bedre folkeskole bliver flere steder beskrevet som et skræk-eksempel, og det burde vi bestemt tage alvorligt.

Jeg har selv været så heldig at have 2 forældre som skolelærer. Nogle vil måske mene, at jeg af denne grund får farvede briller, men jeg ser denne reform som et kæmpe dyk for den danske folkeskole. DHF (Dansk Håndbold Forbund) har også været ude med en pressemeddelelse, hvor de udtrykker deres uforståenhed over for denne reform. Da denne klage endelig kom frem til Christine Antorini, gjorde hun øjeblikkeligt opmærksom på, at ”børnene får rigeligt med sport i skolen”.

Men der er jeg uforstående. Hvordan skal vi få tid til mere sport i skolen, når vi samtidig skal have højere niveau i skolen? Det er blevet udmeldt, at børnene skal have minimum 45 minutters bevægelse om dagen. At Antorini så mener, at det skal kunne dække ind for en fodbold-, håndbold- og badmintontræning, det kan jeg ikke se gå op.

For det første er det ikke fokus på en bestemt sportsgren, men mere end form for rolig motion for alle. I Danmark har vi topatleter i mange sportsgrene, og hvis det høje niveau skal fastholdes, så skal vi ikke give mindre tid til, at man kan fokusere på sin egen sport.

Nu er jeg selv lige gået ud af 9. klasse efter sommeren, og jeg ville aldrig have haft mulighed for at finde tid til så meget træning, med en skoledag der varer til kl. 15. Vi når jo op på tider, der kan sammenlignes med Statsskolen i Randers. Det burde jo ikke være muligt, når der stadig står ”grundskole” på papiret.

Hvis vi igen retter blikket tilbage mod overskriften ”Reformen ødelægger sporten”. Jeg mener bestemt, at min overskrift kan retfærdiggøres. Det kan måske lyde meget voldsomt, at det ligefrem ødelægger sporten, men med nogle af de udmeldinger jeg skrev om tidligere, så synes jeg at denne reaktion, som vi så fra lærere og elever, er retfærdig. Sportslivet er ramt hårdt af denne reform. Jeg har selv spillet i lille Sønderhald idrætsforening, og jeg tror, at vi fremover ser pilen pege voldsomt ned i medlemstallene.

Det er dog kun noget man kan gætte sig til, og så må vi se om det bliver så voldsomt, som jeg frygter.

Nøglen til succes – Kohæsion

Stine Broløs går i 10. klasse på ElitesportsCollege og er målvogter på Randers HK/U16

Stine Broløs går i 10. klasse på ElitesportsCollege og er målvogter på Randers HK/U16

Oktober 2014 / Randers ElitesportsCollege / Stine Broløs

Hvorfor nu et blogindlæg om et underligt ord – kohæsion? Jo, fordi jeg tror, at en stor del af det, der gør forskellen på, om man får succes med sit hold er kohæsion.

Kohæsion er det, der binder holdet sammen, som en tokomponentlim og når blandingen er helt perfekt, så kan holdet præstere langt over hvad der forventes og over lang tid.

Derfor kan man se sammenhængskraften med ”de 3 liv”: Uddannelse, sport og fritid, som man bliver præsenteret for på Randers ElitesportsCollege (www.elitesportscollege.dk)

Jeg synes det er spændende, at det ikke altid er de hold med de største og dyreste stjerner der vinder. I idræt sker der overraskelser…

Det kan skyldes, at holdet har fundet den rigtige blanding af kohæsion.

De to komponenter i kohæsion er socialkohæsion, som er sammenhold, der består af motivation for det sociale og opgavekohæsion, som består af det resultatmæssige.

Netop derfor er det rigtig spændende – for hvordan blander man den rigtige lim af socialt og resultatmæssigt sammenhold?

Jeg tror, at mange topatleter næsten udelukkende ser på det resultatmæssige sammenhold og derfor kan det gå helt galt, hvis ikke det går et hold med mange stjerner godt. Et hold med mest resultatmæssig kohæsion, kan dog godt lave store resultater, men selvom de gør det, vil holdet ikke blive sammen i lang tid, for når man har nået målet, så har man ikke mere fælles.

Et andet hold kan være næsten kun med socialkohæsion og de vil helt sikkert have det sjovt og kan have det sjovt i mange år, men fordi de ikke er motiveret af resultaterne, så vil de nok ikke vinde særligt meget. De vil bare have det sjovt.

Det bedste er holdet hvor man vil gøre alt for at vinde sammen og fejre det med hinanden. Så vil det blive sjovere at vinde igen og man kan holde ud at være sammen i lang tid, også selvom det nogen gange er hårdt og surt. Man kæmper med og for hinanden og vil derfor sammen kunne blive meget bedre end man skulle tro.

Et godt eksempel på det lige nu er Hobro i superligaen, som har fået blandet den rigtige kohæsionslim. Derfor tror jeg, de gør det så godt!

Så hvis vi på ElitesportsCollege kan lære, hvor stor betydning kohæsion har på vores holds præstationer, og vi kan lære hvordan den rigtige kohæsionslim blandes, så tror jeg, at vi er mange herfra, som kan blive rigtig gode for de hold vi kommer på i fremtiden.

Der er for mig ingen tvivl om, at kohæsion og succes i holdsport indgår i et samspil. Høj kohæsion har en stor indflydelse på et godt resultat, når vi taler holdidrætter og har en positiv indvirkning på motivationsprocessen. Høj motivation er for mig en afgørende indikator for den gode oplevelse, jeg har på mit håndboldhold og med min sport.

 

Forenings-Danmark bløder kraftigt

Morgentræning på Realskolen/ElitesportsCollege - i samarbejde med Randers HK.

Morgentræning på Realskolen/ElitesportsCollege – i samarbejde med Randers HK.

Mellemstallet er nogle steder faldet med over 20 pct i de to første måneder af den nye skolereform.

For et par uger siden var vores undervisningsminister ude med en noget speciel udtalelse omkring børn og unges idræt. Hun blev nemlig citeret for, at ”der grundet den nye skolereform var idræt nok i skolen/skoletiden og foreningsbaseret idræt derfor ikke var nødvendigt”. Udtalelsen kom stort set samtidig med, at en stor undersøgelse havde fastlagt, at over 20 pct af børn i skolealderen havde droppet foreningsbaseret idræt, da de grundet den nye skolereforms udvidelse af skoletiden ikke kunne passe deres træningstid i klubben. Vi var mange, der var rystet over den udtalelse og sidenhen har der været ekstremt mange reaktioner fra specialforbund, foreninger, forældre og andre med tæt tilknytning til de unge.

Nok om den udtalelse lige nu for der er andre ting, der måske kan ryste os idræts-elskere endnu mere…. Da de første tanker om den ny skolereform blev kendt var der en masse ideer om at koble skolelivet og foreningslivet tættere sammen ude i de enkelte kommuner. Der blev offentliggjort, at foreningslederne kunne/skulle være tæt på eleverne i skoletiden og blive aflønnet for det.

Jeg var så naiv at tro, at de enkelte kommuner havde koordineret det således, at der i samarbejde mellem foreninger og klubber blev etableret træning/undervisning/bevægelse i de eftermiddagstimer, hvor haller og baner alligevel står tomme. Så kunne nogle i Eks 7. – 9. Klasse være i lektie-cafe, nogle spille musik el lave drama og andre passe deres træning/idræt. Det er som om, at det her er kommet så meget bag på alle parter, at vores foreningsliv lige så stille er ved at dø.

Findes der overhovedet kommuner, byer, områder eller klubber, hvor der i forbindelse med reformen er etableret et tæt samarbejde mellem skole og klubber? Det håber jeg meget, men umiddelbart har jeg ikke set eller hørt om sådanne tiltag? Den er gal i Randers og den er gal mange andre steder i Danmark? – Er der slet ingen der har “tænkt sig om” og været på forkant?

Det er min klare holdning, at det her spørgsmål er så vigtigt, at vi bliver nødsaget til at gøre noget drastisk og det skal gøres hurtigt. Hvis de enkelte kommuner ikke selv reagerer hurtigt, er jeg bange for, at medlemstallet falder endnu mere i løbet af dette skoleår.

Forenings-Danmark og de sunde værdier, der ligger bag vores unikke foreningskultur har kæmpe betydning for mange børn og unges sociale liv og identitet. Kodeordene er fællesskab og tætte relationer. Samtidig har det sundhedsfremmende perspektiv omkring foreningslivet stor betydning og i den ”stillesiddende verden” vi lever i har børn og unge et stort behov for mere motion end det, der tilbydes pt.

På Randers Realskole har alle vores elever – både store og små – optimale muligheder for idræt og bevægelse både i skolen og om eftermiddagen. Skoledagen er afstemt, så der er tid til idræt (og hjemmearbejde) om eftermiddagen, men det giver desværre ikke mening, hvis vi er blandt de få skoler som har lavet den strategi. – Altså hvis vores elever er de eneste, der har mulighed for at nå til træning hjemme i den lokale klub og ikke kan træne fordi de savner deres kammerater fra andre skoler, der endnu ikke har fået fri ; )

Jeg håber, vi kan få dem, der bestemmer ”råbt op”, få stoppet “blødningen” og få dem til at forstå, at de skal handle, så vi ikke mister alt for mange børn og unge i idrætsverdenen – og selvom breddeidrætten her er den vigtigste bliver eliteidrætten på længere sigt også påvirket af det.