Samarbejde kræver kompetente klubledere og trænere….!

Der er en risiko for at ”dø langsomt”, hvis man ikke mestrer samarbejdets vanskelige kunst.

Jeg har den senere tid oplevet eksempler på, hvor vanskeligt det kan være at samarbejde i sportens verden. Mere konkret tænker jeg på samarbejdet mellem klubber, der i mange tilfælde kan være en nødvendighed for at fastholde børn og unge i idrættens verden.

Fællesskab om den gode ide....!

Fællesskab om den gode ide….!

Man skal ikke sammenlægge klubber eller hold for enhver pris, men man skal for mig at se blive langt bedre til at se tingene i helikopter-perspektiv. – Så det ikke bliver børnene, der bliver gidsler og fanget i ”voksen-snak”, hvor det kan være kortsigtede og ulogiske beslutninger, der ikke er i helhedens (og børnenes) interesse.

Håndbold og fodbold er de største holdidrætter for børn i Randers, og her er der flere eksempler på, at logiske samarbejdsrelationer ikke er blevet til noget, fordi der kommer ulogiske og følelsesmæssige argumenter i vejen. – Fra min stol på Randers ElitesportsCollege får jeg ofte spørgsmål fra elever eller forældre omkring manglende samarbejde, og her har jeg stort set altid problemer med at finde gode argumenter. Det kan være en klub, der har et halvt hold og naboklubben har det sammen, men de vil ikke samarbejde. Det kan være en klub, der ”historisk set” ikke tidligere har villet samarbejde – og således bliver ”dømt ude på livstid” – selvom klubben nu vil samarbejde. – Osv osv…

Jeg har den dybeste respekt for det store frivillige arbejde, der bliver lavet i foreningerne, men en mere moderne vinkel på foreningslivet kunne jo være, at man så sig selv som en del af noget større og ikke kun som én klub, der lukker sig om sig selv.

Det her er vanskeligt, men hvis vi alle vedtog, at det ikke er klubberne, der ”ejer” spillerne/børnene ville det være nemmere. Personligt er jeg stor tilhænger af klubfølelse og tætte klubtilhørsforhold, men vi lever altså i en verden, hvor det vigtigste må være, at vores børn dyrker idræt og gør det under så optimale forhold som muligt. – Hvis det betyder, at de skal spille med 2 eller 3 klub-logoer på trøjen, så er det fint med mig.

Jeg ved godt, at jeg bevæger mig ind på et følsom område, men jeg håber læseren forstår det konstruktivt og som jeg primært forsøger at se det fra børnenes perspektiv… – Så tilbage til overskriften. – Selvom de fleste frivillige klubledere jeg kender er både kompetente og samarbejdsorienteret, er der altså fortsat plads til forbedringer. Lad os håbe, at vores klubber og foreninger lever længe med samarbejde på dagsordenen – og ikke ”dør langsomt”.