De røde lamper lyser

Foråret er over os og det er samtidig tid for den årlige status over, hvor mange ansøgere vi har til de forskellige klassetrin på Randers ElitesportsCollege.

Det er Randers Realskole og Tradium, der står bag Randers ElitesportsCollege og her starter ”de sportslige uddannelser” fra 7. klasse og fortsætter frem over 10. klasse og til handelsgymnasiet. Alene forløbet med elitetræning eller talenttræning i 7. – 9. klasse har slået alle rekorder med hele 210 ansøgere. 10. klasse er også helt fyldt op og på hhx er der blevet optaget 29 elever i den kommende 1. g klasse. For os der arbejder med disse sportslige uddannelser i dagligdagen, er det ekstremt flot og meget motiverende, at vi år efter år oplever en stigning i ansøgningerne.

Glade frejaspillere efter endnu en sejr - vundet fordi de har optimale forhold i dagligdagen.

Glade frejaspillere efter endnu en sejr – vundet fordi de har optimale forhold i dagligdagen.

Hvorfor er der så mange, der søger vores sportslige uddannelser?

Det korte svar er, at det er fordi vores koncept med at forene elevernes seriøse indstilling til skolearbejdet, med deres store idrætsinteresse, giver motiverede elever og engagerede forældre. Men der er rigtig mange ting, der har betydning for den særdeles positive interesse for vores skoler.  – Vi har blandt andet fået opbygget et dygtigt korps af lærere, der har forståelse for og indsigt i, hvordan det er at være en travl idræts-elev. På ledelsesplan har både realskolen og Tradium en klar strategi og sætter hvert år store ressourcer af til ”håndteringen” af sportseleverne.

Et vigtigt parameter for vores succes er også de tætte samarbejder med Randers FC, Randers HH og Randers HK. Her har vi professionelle organisationer, der i lighed med Randers ElitesportsCollege har afsat mange ressourcer til talentarbejdet i Randers. Klubtrænerne er også trænere om morgenen og den kvalitet vi i fællesskab leverer her er på et meget højt niveau. De øvrige klubber og idrætsgrene udvikler sig også og der bliver blandet andet arbejdet hårdt blandt flere af de ”små idrætsgrene”. Samtidig er vores fysiske trænere og vores faste fysioterapeut, Lotte Krebs vigtige eksperter, så elever og forældre oplever, at der er kompetente mennesker omkring dem i dagligdagen.

Selvom vi er stolte, glade og meget tilfredse med den store søgning har vi ikke tænkt os at hvile på laurbærrene. Vi er i løbende dialog med klubber, samarbejdspartnere, kommunen, Team Danmark m.fl og der er ingen tvivl om, at vi i fremtiden har mange detaljer vi kan gøre endnu bedre.

I øvrigt har Randers ElitesportsCollege fået en ”søster”. Tradium/handelsgymnasiet starter fra august en klasse, hvor elever med sportsinteresse har søgt ind på den nye studieretning, hvor Sport Leadership er titlen på et forløb, hvor de elever, der har stor interesse for sport, men ikke dyrker den på et eliteniveau. Den nye sportsuddannelse er lynhurtigt blevet populær og det bliver spændende at følge dette nye tiltag, hvor en af de vigtige ”sidegevinster” er, at eleverne sideløbende med deres skolegang får en træner/lederuddannelse. Det er kompetencer, der både kan bruges i uddannelses- og erhvervslivet og som idrætsleder i det lokale foreningsliv, så det må være det man på nudansk kalder en ”win-win-situation”.

Jeg vil afslutte med en kæmpe stor tak til alle jer, der i dagligdagen gør en indsats for, at vores unge mennesker har så gode rammer for deres idræt.