Ikke et ord om Randers FC….!

Drengefodbold: Der er ingen tvivl om, at vi mister for mange fodbolddrenge, når alderen først rammer U15, 16, 17 osv. Nogle klubber kan ikke stille hold, men alligevel er det vanskeligt for klubberne at blive enige om at samarbejde. Jeg tænker i første omgang ikke på de drenge, der kun vil spille ”hygge bold”, men derimod på de drenge, der ligger lige under de absolut bedste.

De næstbedste fodbolddrenge i Randers og omegn er altså meget dygtige spillere. Det skal klubberne have stor anerkendelse for, da de via børnefodbolden holder de yngste drenge motiveret. Desværre bliver det mere og mere vanskeligt for de enkelte klubber at tilbyde de ældste ”semi-elitære” drenge et fodboldmiljø, der kan matche det niveau, og den indstilling disse meget seriøse drenge besidder. For mig at se handler problemstillingen om at, der ikke er nogen, der har ”opdaget”, at det ikke er nok at samle de absolut bedste på et sted (ups – sorry, så kom jeg alligevel til at nævne RFC/freja-systemet). Der er så mange fodbolddrenge fra U15 og op, at det kræver et ”semi-elitært-samarbejde”, hvis vi ikke vil miste mange lovende spillere.

Disse ord har været undervejs i mindst et år og har som nævnt intet med byens eliteklub at gøre, hverken generelt set eller aktuelt set i forhold til de planer, der lå for klubben. For mig at se handler det netop om, at se helt bort fra byens fodbold-lokomotiv, når der skal findes løsninger på problemstillingen omkring de semi-elitære drenge. Der er tale om drenge, der rigtig gerne vil træne 3-4 gange om ugen (samt skoletræning) og i det hele taget bliver opfattet som seriøse spillere.

Fra starten af dette skoleår har vi på Randers ElitesportsCollege etableret 3 nye træningstrupper med netop spillere fra den ”semi-elitære-gruppe”. Sammen med vores fodboldforløb i 10. klasse har vi, således over 50 drenge, der fra 7. til 10. klasse træner både fodbold og fysisk træning i skoletiden. Via mit netværk med disse spillere og deres forældre på skolen oplever jeg i stigende grad, at der er ”efterspørgsel” på et andet set-up for de semi-elitære spillere. Enkelte klubber kan stille slagkraftige hold i nogle af de ældste rækker – og respekt for det arbejde, men fremadrettet er jeg ikke i tvivl om, at der skal tænkes i samarbejde, hvis drengene fortsæt skal have interessen og motivationen. Der bør laves et samarbejde, der er langsigtet og tager udgangspunkt i spillerne og ikke snævre klubinteresser.

Der er ofte undersøgelser, der viser at der også skal være plads til de spillere, der er lidt længere tid om at udvikle sig – både fysisk og mentalt. Disse spillere vil i et nyt set-up få langt bedre muligheder for at nå et højt niveau. Samtidig ved vi, at der også at Randers FC (æv der kom den igen) ofte får spillere udefra og derfor ”sender spillere” retur til klubberne. – Begge dele giver rigtig god mening i forhold til at etablere/fastholde et stærkt miljø for de næstbedste drenge. En sidegevinst er naturligvis også, at der vil blive udviklet endnu bedre seniorspillere til de mange seriehold, der er i byen. – Måske er der i virkeligheden også alt for mange seriehold, specielt fordi de bruger en stor del af den økomoniske ”lagkage” rundt omkring i klubberne, men det er en helt anden historie….!

Hvad skal vi så gøre ved problemstillingen? – Jeg vil under alle omstændigheder invitere klubtrænere, og ledere til de spillere vi har på skolen til en dialog om stort og småt. Det bliver i starten af 2016. Her vil jeg undersøge om det kun er mig, der tænker vi har en udfordring.

Med ønsket om en glædelig fodbold-jul til alle.