Når viljen vinder…. – om Mathias Broløs

”Kan man træne viljen”, er et spørgsmål jeg ofte bliver mødt med?

Dette komplekse spørgsmål findes der naturligvis ikke et kort og entydigt svar på, men historien om, hvordan Mathias Broløs har kæmpet sig tilbage på håndboldbanen kunne være et interessant sted at starte…!

Historien om Mathias Broløs, der i 2009 på en skoletur med Randers ElitesportsCollege brækkede to nakkehvivler efter en busulykke og efterfølgende måtte nulstille sit håndboldliv, gik for 3-4 uger siden landet rundt og blev delt ekstremt mange gange på de sociale medier. Broløs var allerede dengang, som 16 årig et kæmpe talent og han var med omkring DHF U-landsholdet. For os der var tæt på ulykken og situationen dengang handlede det i første omgang naturligvis mest om, at Mathias fik sin førlighed. Her 7 år efter er den helt fantastiske historie, at Broløs netop har skrevet kontrakt med Randers HH og nu har fået sine første kampe i den danske håndboldliga.

Ligger viljen i generne?

En imponerende indsats af Mathias og et eksempel på, at vilje og tro kan flytte bjerge. Mathias Broløs har naturligvis lavet langt det største arbejde selv, men den knægt er lavet af et helt specielt ”stof” og for mig at se er en god portion ”vilje-gener” den væsentligste del af hans viljestyrke. Mathias’ forældre har støttet og hjulpet alt det de kunne – og mere til. – Men de er alt andet end curling-forældre. De har støttet og vejledt, men aldrig uden øje for, at det har været Mathias, der selv skulle yde den helt ekstraordinære indsats.

Når jeg fremhæver genernes betydning for viljestyrken hænger det også sammen med, at Mathias har en meget arbejdsom og viljestærk lillesøster, Stine. Søster-lagkage er også håndboldspiller og fra sin plads i målet er hun helt uden sammenligning en af de sejeste piger jeg har mødt i de 19 år jeg har arbejdet med sport og skole. Stine er U-18 spiller og har allerede været med omkring DHF-talenttræning/U-landshold og træner også med Randers HK liga. Det bliver spændende at følge hende de kommende år.

Stine var anfører og en af de dominerende spillere, da vores håndboldpiger vandt sølv ved skole VM i foråret.

I øvrigt er den gode historie også et godt eksempel på et tæt samarbejde mellem vores fys, Lotte Krebs og de mange trænere og ledere, der har været omkring Broløs og støttet i processen.

 

Mathias Broløs i sit helt rette "element" - iført Randers HH-trøjen.

Mathias Broløs i sit helt rette “element” – iført Randers HH-trøjen.

 

Anfører og meget vigtig nøglespiller for VM-holdet, Stine Broløs (nederst til højre)

Anfører og meget vigtig nøglespiller for VM-holdet, Stine Broløs

 

Gåsehud og en stor inspiration for andre unge sportsfolk

Jeg har talt med mange håndbold-elskere, der fortalte de fik gåsehud, da de så indslaget med Mathias Broløs, der løb på banen til sin første kamp i håndboldligaen. Hos mig var der både gåsehud og vand i øjnene. – Mathias er en meget stor inspiration for de unge spillere, vi har i vores talentsystem og jeg er meget stolt over, at vi har hans kompetencer i Randers HK og HH – både i klubberne og til morgentræningen, hvor han er et fast holdepunkt i dagligdagen.

 

Nedenfor kan I se indslag fra TV2 og læse en artikel fra Randers Amtsavis umiddelbart efter ulykken i 2009.

Link til TV2 og deres indslag om Mathias Broløs:

http://sport.tv2.dk/video/U3BpbGxlcjIwMTZBMQ

 

Link til Randers Amtsavis, der bragte historien om Mathias Broløs, februar 2009

http://amtsavisen.dk/randers/ulykken-vendte-op-og-ned-paa-livet

 

 

Idrætsstævner er fantastiske

Når børn og unge deltager i idrætsstævner får de store erfaringer og lifeskills, der er uvurderlige for deres fremtidige liv og personlige udvikling.

stævne 3

De fleste voksne mennesker tænker tilbage på deres barndoms/ungdoms idrætsstævner med et bredt smil om munden. Uanset hvilken idræt man har dyrket og uanset om det var Påske Cup i Esbjerg, indendørs fodbold i Grenå eller håndboldstævne i Italien i sommerferien – ja så har minderne printet sig i vores hukommelse.

En ting er det sportslige og fysiske aspekt i stævnerne, hvilket naturligvis er vigtigt og hele fundamentet bag de idrætslige udfoldelser, men der er faktisk andre ting ved stævnerne, der er mindst lige så vigtige. De ”spilleregler”, der er i en sovesal, på et hotelværelse eller i et klasseværelse, hvor et helt hold sover er med til at danne os som mennesker. Nogle lærer at være væk fra mor og far på den måde – også selvom det kan være vanskeligt at lære (specielt for nogle børn). – I dag er der dog ofte flere voksne end børn med på disse ture, hvilket for mig at se ødelægger lidt af grundideen med at deltage i stævner. Vi moderne forældre er jo med overalt. – Når børnene får en vis alder bør de for mig at se kunne undvære forældrene fra fredag til søndag og komme hjem med brugbar erfaring og historier de kan dele med deres forældre, søskende og venner.

Pt er jeg med vores håndboldpiger til VM i skolehåndbold i Frankrig. Det er et stort internationalt stævne, hvor der deltager mange forskellige lande/delegationer. Vores piger får ekstremt meget erfaring via VM-turneringen og her er den direkte håndbolderfaring blot et parameter. Det mentale pres og det store fokus fra omverdenen kan være vanskelig at håndterer, men vi trænere mærker tydeligt, at den enkelte arbejder mig sig selv og både holdet og den enkelte har indtil nu været ”bedst når det gælder”.

De fleste lande deltager for at vinde. Som udgangspunkt er der en kamp om dagen, men en enkelt dag kan der være 2. Samtidig er der også afsat tid til en hviledag og restitution i det hele taget. Når overskriften er VM bliver der gået til stålet, men vi håber på, at vi undgår alvorlige skader. I øvrigt har vi en del forældre og familie, der deltager i turen ”på afstand”. De bor på deres eget hotel og følger stort set kun pigerne/holdet under kampene, hvilket er fantastisk og helt ok for alle parter. Pigerne får deres egne oplevelser og forældre/familie får deres.

stævne 1

Skader og overbelastning er naturligvis tæt forbundet med deltagelse i stævner. På et forældremøde i sidste uge blev jeg den upopulære collegeleder, der halvt ironisk og halvt alvorligt bad trænere og forældre (elever/spillere) overveje at sætte deltagelsen i stævner ned til et minimum – for netop at undgå skader/overbelastning. – Den ”dybere mening” var, at vi i skoleregi ofte oplever, at det er vores fys og trænere, der står med problemet, når elever i 7. – 8. klasse for 3 eller 4 gang på en sæson er overbelastet efter et stævne. Problemstillingen for holdidrætterne (ja det gælder vel i øvrigt stort set alle idrætter) er, at sæsonen aldrig stopper. Tidligere var håndbold primært om vinteren og fodbold om sommeren. Nu kører sæsonen stort set hele året (blandt andet pga stævner).

Der er sket meget siden jeg selv for over 30 år siden ofte deltog i fodbold/håndbold-stævner og den vigtigste ændring er måske, at unge mennesker i dag træner dobbelt så meget som vi gjorde tidligere. Så selvom de er i bedre fysisk form er de ofte også mere overbelastet. – I en alder hvor de vokser og er i stor skadesrisiko.

Lad os alle lave fede events, oplevelser og naturligvis stævner for vores unge sportsfolk, men lad os hjælpe hinanden med at ”restitution” og skadesforebyggende træning samtidig bliver vigtige nøgleord for alle. – Overvejer om fysisktræning/skadesforebyggende træning skal være overskriften på mit næste indlæg ; )

 

Ikke et ord om Randers FC….!

Drengefodbold: Der er ingen tvivl om, at vi mister for mange fodbolddrenge, når alderen først rammer U15, 16, 17 osv. Nogle klubber kan ikke stille hold, men alligevel er det vanskeligt for klubberne at blive enige om at samarbejde. Jeg tænker i første omgang ikke på de drenge, der kun vil spille ”hygge bold”, men derimod på de drenge, der ligger lige under de absolut bedste.

De næstbedste fodbolddrenge i Randers og omegn er altså meget dygtige spillere. Det skal klubberne have stor anerkendelse for, da de via børnefodbolden holder de yngste drenge motiveret. Desværre bliver det mere og mere vanskeligt for de enkelte klubber at tilbyde de ældste ”semi-elitære” drenge et fodboldmiljø, der kan matche det niveau, og den indstilling disse meget seriøse drenge besidder. For mig at se handler problemstillingen om at, der ikke er nogen, der har ”opdaget”, at det ikke er nok at samle de absolut bedste på et sted (ups – sorry, så kom jeg alligevel til at nævne RFC/freja-systemet). Der er så mange fodbolddrenge fra U15 og op, at det kræver et ”semi-elitært-samarbejde”, hvis vi ikke vil miste mange lovende spillere.

Disse ord har været undervejs i mindst et år og har som nævnt intet med byens eliteklub at gøre, hverken generelt set eller aktuelt set i forhold til de planer, der lå for klubben. For mig at se handler det netop om, at se helt bort fra byens fodbold-lokomotiv, når der skal findes løsninger på problemstillingen omkring de semi-elitære drenge. Der er tale om drenge, der rigtig gerne vil træne 3-4 gange om ugen (samt skoletræning) og i det hele taget bliver opfattet som seriøse spillere.

Fra starten af dette skoleår har vi på Randers ElitesportsCollege etableret 3 nye træningstrupper med netop spillere fra den ”semi-elitære-gruppe”. Sammen med vores fodboldforløb i 10. klasse har vi, således over 50 drenge, der fra 7. til 10. klasse træner både fodbold og fysisk træning i skoletiden. Via mit netværk med disse spillere og deres forældre på skolen oplever jeg i stigende grad, at der er ”efterspørgsel” på et andet set-up for de semi-elitære spillere. Enkelte klubber kan stille slagkraftige hold i nogle af de ældste rækker – og respekt for det arbejde, men fremadrettet er jeg ikke i tvivl om, at der skal tænkes i samarbejde, hvis drengene fortsæt skal have interessen og motivationen. Der bør laves et samarbejde, der er langsigtet og tager udgangspunkt i spillerne og ikke snævre klubinteresser.

Der er ofte undersøgelser, der viser at der også skal være plads til de spillere, der er lidt længere tid om at udvikle sig – både fysisk og mentalt. Disse spillere vil i et nyt set-up få langt bedre muligheder for at nå et højt niveau. Samtidig ved vi, at der også at Randers FC (æv der kom den igen) ofte får spillere udefra og derfor ”sender spillere” retur til klubberne. – Begge dele giver rigtig god mening i forhold til at etablere/fastholde et stærkt miljø for de næstbedste drenge. En sidegevinst er naturligvis også, at der vil blive udviklet endnu bedre seniorspillere til de mange seriehold, der er i byen. – Måske er der i virkeligheden også alt for mange seriehold, specielt fordi de bruger en stor del af den økomoniske ”lagkage” rundt omkring i klubberne, men det er en helt anden historie….!

Hvad skal vi så gøre ved problemstillingen? – Jeg vil under alle omstændigheder invitere klubtrænere, og ledere til de spillere vi har på skolen til en dialog om stort og småt. Det bliver i starten af 2016. Her vil jeg undersøge om det kun er mig, der tænker vi har en udfordring.

Med ønsket om en glædelig fodbold-jul til alle.

 

 

 

 

”Jeg tager lige en for holdet”

Vi skal udvikle endnu flere anførertyper, der er villige til at tage ansvar og lederskab og ikke er bange for at vise andre, hvor vigtigt det er at gå forrest.

Uanset om man færdes i sportens verden, erhvervslivet, familielivet eller andre steder er sætningen – ”jeg tager en for holdet”, blevet en ofte anvendt formulering og det giver god mening. Det giver naturligvis kun mening, hvis citatet følges op af en aktiv handling og vedkommende rent faktisk gør en forskel.

take one for the team

I den verden de fleste af os lever i har folk ofte travlt og vi kan vel på mange måder konstatere, at gamle dyder som fællesskab og kollektive værdier har det vanskeligt i en moderne verden, der ofte er præget af en mere individuel og individ-fokuseret tilgang. I modsætning til tidligere er der således en tendens til, at folk har ”nok i sig selv”, og i højere grad sætter deres egne behov over end fællesskabets.

For mig at se skal vi gøre endnu mere for at synliggøre, hvorfor vores samfund har brug for personer, der tør tage ansvar, tage styringen, tør handle i vanskelige eller pressede situationer. Det gælder naturligvis både i de små hverdagssituationer, hvor handling og initiativ kan være vigtigt, men specielt også i de situationer, hvor opgaven er stor og krævende.

Jeg er selv blevet meget opmærksom på, at vi voksne har et stort ansvar overfor børn og unge i forhold til at få formidlet budskabet omkring, at vi skal være ”holdspillere” og at det rent faktisk er en fantastisk følelse, hvis vi hjælper andre via en ekstraordinær og ofte frivillig indsats.

Vi vil gerne opdrage vores børn og unge til at være selvstændige mennesker, men det er vigtigt, at vi i vores bestræbelser på at udvikle en stor grad af selvstændighed, også får fokus på, at den selvstændighed ikke bliver egoistisk orienteret. – Derimod skal vi udvikle unge, der som selvstændige mennesker har overskud og interesse for andre mennesker og de problemstillinger, der nu måtte være opstået.

Sporten er fuld at gode og mindre gode udtryk. Personligt har jeg aldrig forstået ”tab og vind med samme sind” ; ) – I lighed med min overskrift er jeg langt mere til citater som, ”Intet er større end klubben” og hvis man skulle holde fast i det citat, kunne det også bruges omkring holdet, foreningen, familien, vennerne, klassen, lokalsamfundet osv osv.

Jeg er så privilegeret, at jeg både i mit arbejdsliv, mit sociale liv, mit familieliv osv. ofte er omgivet af mennesker, der på den ene eller anden måde har ”taget anførerbindet på” og går forrest for at gøre en forskel. Der findes vel stort set ikke noget, der kan virke mere motiverende og inspirerende end at opleve mennesker brænde for at gøre en forskel for andre mennesker.

Lad os hylde dem, der ”tager en for holdet” og lad os samtidig gøre det til en fælles opgave, at os der færdes blandt børn og unge altid har fokus på, at vi skal være gode forbilleder og helt uden tøven er klar til at ”tage endnu en for holdet”.

Foreningslivets paradoks

Forleden fik jeg et godt og interessant spørgsmål fra en forælder på skolen.

” – Gad vide hvorfor alt for mange idrætsforeninger vælger at prioritere deres økonomi, så nogle ganske få seniorspillere på eks serie 1 eller 2 niveau bruger flere af klubbens midler end de 12-14 hold eller måske flere, der ofte er i ungdomsafdelingen”.

Selvom ovennævnte naturligvis er ”malet med den brede pensel” og ikke nødvendigvis passer på alle idrætsforeninger er det alligevel interessant at se nærmere på den ”kultur”, der nogle steder er omkring det. Mit kendskab er primært omkring de store holdidrætsgrene Håndbold og fodbold, men mon ikke problematikken omkring en ujævn fordeling af klubressourcerne også gør sig gældende i andre idrætsgrene?

frivillig leder

Forenings-Danmark bygger på en lang og god tradition for, at frivillige og ulønnede trænere og ledere leverer et stort stykke foreningsarbejde. Ofte er det forældre, der tager et stort slæb både som trænere, holdledere, bestyrelsesposter, ansvarlige for koncerter, byfest eller andet. De forældre der ikke deltager direkte i arbejdet har ofte andre opgaver så som oprydning, salg af pølser og lign. Så uanset om det er med kontingent eller med arbejdskraft (eller begge dele) bidrager alle til foreningens økonomi.

Den omtalte forælder var blevet provokeret af, at børnenes forening ikke var klar til at støtte ungdommen. – Der manglede stort set alting i ungdomsafdelingen, men når det handlede om klubbens seniorhold i serie 1 eller to var, der råd til en dyr træner og fys, lækkert træningstøj, nye bolde og rekvisitter, tilskud til træningslejr, mad og drikke osv. Det blev med andre ord de mange børn/ungdomsspillere, ”der betalte” for nogle ganske få seniorer, der godt nok spillede ok fodbold, men i gennemsnit trænede ca 1,5 gang om ugen, ikke var i ordentlig form og hvor ”udløbsdatoen” på dette niveau var tæt på.

Jeg har hørt historien tidligere og har også selv oplevet og konstateret, at nogle klubber fortsat vælger at prioriterer deres midler på denne besynderlige og ulogiske facon. Hvordan kan man ændre den kultur og tankegang…? Måske er der i virkeligheden alt for mange seriehold og ville det give mening, hvis nogle af klubberne slog sig sammen, så dem der reelt set både ville og kunne spille eks fodbold på et semi-elitært niveau fik muligheden og dem, der alligevel ikke var seriøse og i form spillede ”for sjov” på et budget, der ikke ødelagde det for ungdomsholdene. Hvis de dygtige frivillige seniorledere (og dem er der mange af), så samtidig ville fortsætte deres gode arbejde med at finde midler, men nu også til ungdomsholdene – ja så var vi nået langt.

Hvis jeg slet ikke har ret og problemstillingen hører til en svunden tid vil jeg naturligvis gerne vide det og så vil jeg til gengæld love, at mit næste blogindlæg kommer til at handle om, at ”der er klubber, der primært tænker på deres ungdomshold, når midlerne skal fordeles”.

De røde lamper lyser

Foråret er over os og det er samtidig tid for den årlige status over, hvor mange ansøgere vi har til de forskellige klassetrin på Randers ElitesportsCollege.

Det er Randers Realskole og Tradium, der står bag Randers ElitesportsCollege og her starter ”de sportslige uddannelser” fra 7. klasse og fortsætter frem over 10. klasse og til handelsgymnasiet. Alene forløbet med elitetræning eller talenttræning i 7. – 9. klasse har slået alle rekorder med hele 210 ansøgere. 10. klasse er også helt fyldt op og på hhx er der blevet optaget 29 elever i den kommende 1. g klasse. For os der arbejder med disse sportslige uddannelser i dagligdagen, er det ekstremt flot og meget motiverende, at vi år efter år oplever en stigning i ansøgningerne.

Glade frejaspillere efter endnu en sejr - vundet fordi de har optimale forhold i dagligdagen.

Glade frejaspillere efter endnu en sejr – vundet fordi de har optimale forhold i dagligdagen.

Hvorfor er der så mange, der søger vores sportslige uddannelser?

Det korte svar er, at det er fordi vores koncept med at forene elevernes seriøse indstilling til skolearbejdet, med deres store idrætsinteresse, giver motiverede elever og engagerede forældre. Men der er rigtig mange ting, der har betydning for den særdeles positive interesse for vores skoler.  – Vi har blandt andet fået opbygget et dygtigt korps af lærere, der har forståelse for og indsigt i, hvordan det er at være en travl idræts-elev. På ledelsesplan har både realskolen og Tradium en klar strategi og sætter hvert år store ressourcer af til ”håndteringen” af sportseleverne.

Et vigtigt parameter for vores succes er også de tætte samarbejder med Randers FC, Randers HH og Randers HK. Her har vi professionelle organisationer, der i lighed med Randers ElitesportsCollege har afsat mange ressourcer til talentarbejdet i Randers. Klubtrænerne er også trænere om morgenen og den kvalitet vi i fællesskab leverer her er på et meget højt niveau. De øvrige klubber og idrætsgrene udvikler sig også og der bliver blandet andet arbejdet hårdt blandt flere af de ”små idrætsgrene”. Samtidig er vores fysiske trænere og vores faste fysioterapeut, Lotte Krebs vigtige eksperter, så elever og forældre oplever, at der er kompetente mennesker omkring dem i dagligdagen.

Selvom vi er stolte, glade og meget tilfredse med den store søgning har vi ikke tænkt os at hvile på laurbærrene. Vi er i løbende dialog med klubber, samarbejdspartnere, kommunen, Team Danmark m.fl og der er ingen tvivl om, at vi i fremtiden har mange detaljer vi kan gøre endnu bedre.

I øvrigt har Randers ElitesportsCollege fået en ”søster”. Tradium/handelsgymnasiet starter fra august en klasse, hvor elever med sportsinteresse har søgt ind på den nye studieretning, hvor Sport Leadership er titlen på et forløb, hvor de elever, der har stor interesse for sport, men ikke dyrker den på et eliteniveau. Den nye sportsuddannelse er lynhurtigt blevet populær og det bliver spændende at følge dette nye tiltag, hvor en af de vigtige ”sidegevinster” er, at eleverne sideløbende med deres skolegang får en træner/lederuddannelse. Det er kompetencer, der både kan bruges i uddannelses- og erhvervslivet og som idrætsleder i det lokale foreningsliv, så det må være det man på nudansk kalder en ”win-win-situation”.

Jeg vil afslutte med en kæmpe stor tak til alle jer, der i dagligdagen gør en indsats for, at vores unge mennesker har så gode rammer for deres idræt.

Samarbejde kræver kompetente klubledere og trænere….!

Der er en risiko for at ”dø langsomt”, hvis man ikke mestrer samarbejdets vanskelige kunst.

Jeg har den senere tid oplevet eksempler på, hvor vanskeligt det kan være at samarbejde i sportens verden. Mere konkret tænker jeg på samarbejdet mellem klubber, der i mange tilfælde kan være en nødvendighed for at fastholde børn og unge i idrættens verden.

Fællesskab om den gode ide....!

Fællesskab om den gode ide….!

Man skal ikke sammenlægge klubber eller hold for enhver pris, men man skal for mig at se blive langt bedre til at se tingene i helikopter-perspektiv. – Så det ikke bliver børnene, der bliver gidsler og fanget i ”voksen-snak”, hvor det kan være kortsigtede og ulogiske beslutninger, der ikke er i helhedens (og børnenes) interesse.

Håndbold og fodbold er de største holdidrætter for børn i Randers, og her er der flere eksempler på, at logiske samarbejdsrelationer ikke er blevet til noget, fordi der kommer ulogiske og følelsesmæssige argumenter i vejen. – Fra min stol på Randers ElitesportsCollege får jeg ofte spørgsmål fra elever eller forældre omkring manglende samarbejde, og her har jeg stort set altid problemer med at finde gode argumenter. Det kan være en klub, der har et halvt hold og naboklubben har det sammen, men de vil ikke samarbejde. Det kan være en klub, der ”historisk set” ikke tidligere har villet samarbejde – og således bliver ”dømt ude på livstid” – selvom klubben nu vil samarbejde. – Osv osv…

Jeg har den dybeste respekt for det store frivillige arbejde, der bliver lavet i foreningerne, men en mere moderne vinkel på foreningslivet kunne jo være, at man så sig selv som en del af noget større og ikke kun som én klub, der lukker sig om sig selv.

Det her er vanskeligt, men hvis vi alle vedtog, at det ikke er klubberne, der ”ejer” spillerne/børnene ville det være nemmere. Personligt er jeg stor tilhænger af klubfølelse og tætte klubtilhørsforhold, men vi lever altså i en verden, hvor det vigtigste må være, at vores børn dyrker idræt og gør det under så optimale forhold som muligt. – Hvis det betyder, at de skal spille med 2 eller 3 klub-logoer på trøjen, så er det fint med mig.

Jeg ved godt, at jeg bevæger mig ind på et følsom område, men jeg håber læseren forstår det konstruktivt og som jeg primært forsøger at se det fra børnenes perspektiv… – Så tilbage til overskriften. – Selvom de fleste frivillige klubledere jeg kender er både kompetente og samarbejdsorienteret, er der altså fortsat plads til forbedringer. Lad os håbe, at vores klubber og foreninger lever længe med samarbejde på dagsordenen – og ikke ”dør langsomt”.

 

Vi forældre vil jo det bedste…

Men desværre er det ikke altid vi oplever succes med vores børneopdragelse.

Curling-børn og taxa-børn er nogle af de betegnelser, der tidligere er brugt om nutidens børn.

Curling-børn og taxa-børn er nogle af de betegnelser, der tidligere er brugt om nutidens børn.

Hvad er det der gør, at vi forældre alt for ofte oplever, at selv de bedste intentioner i forhold til børneopdragelse, måske alligevel ikke gør vores børn ordentligt rustet til fremtiden. Uanset om det er hjemme hos mig selv, blandt familie og venner eller hos de familier jeg møder via mit job som leder af Randers ElitesportsCollege, mærker jeg tydeligt at børneopdragelse er en vanskelig ”kunst”.

Jeg har taget udgangspunkt i 3 spændende artikler, der alle på den ene eller anden måde handler om børn og forældre. Artiklerne er i øvrigt alle nogle jeg enten har brugt eller vil bruge i undervisningen i min 10. klasse. – I 10. klasse er en vigtig del af pensum, at eleverne lærer sig selv endnu bedre at kende og får indsigt i deres opvækst, opdragelse osv. Artiklerne både supplerer og modsiger hinanden, hvilket i virkeligheden jo også siger lidt om, hvor kompleks en opgave vi forældre står overfor.

Hvis man skal sige det kort, kan man vel sige, at vi vil vores børn så meget, så det til tider bliver alt for meget. Overdrivelse fremmer forståelsen – siger man jo, så selvom denne blog jo nærmest udelukker, at der findes gode forældre, der har fat i den ”lange ende”, så er det naturlig ikke meningen at ”skære alle over en kam”. – Når alt kommer til alt oplever jeg trods alt flest meget kompetente forældre, der både ”vil og kan” opdrage deres børn. Der er link til artiklerne nederst.

Titlen på den første artikel siger det meste, ”Danske børn er små konger og kontorchefer”. I et misforstået forsøg på, at lave en så tryg og demokratisk opdragelse som muligt ender det med, at forældrene fuldstændig mister grebet om børnene. Børnene får dagligt ­en masse valg, og der stilles spørgsmål til dem som de slet ikke er klar til at forholde sig til.

Den anden artikel/kronik, der er fra Information hedder, ”De voksne har erobret barndommen”. – Her tages der fat i en af mine personlige kæpheste. Hvorfor er det gradvist blevet sådan, at vi efterhånden drukner i møder, klasseråd, fællesspisning, events og andre arrangementer, hvor vi som voksne bliver en alt for stor del af vores børns sociale liv. Lad dog børnene være sammen på ”børne-vilkår” – uden at vi forældre skal blande os. Så kan vi voksne nøjes med de få velvalgte møder/arrangementer, der giver god mening at deltage i.

Den sidste artikel handler om, at vores børn mangler nærvær, så selvom jeg tidligere var inde på, at vi vil vores børn så meget, at det til tider bliver for meget – ja så er der i den her artikel tale om det modsatte. Det er min erfaring, at nogle faktisk tror de er meget sammen med deres børn og er meget tætte med dem, men der er ikke tale om ægte nærvær. – Hvis vi voksne konstant sidder med arbejde eller med vores smartphones kan det godt være vi sidder sammen med børnene i stuen, men det tæller ikke på ”nærværskontoen”. – Og det giver ikke et tæt bånd mellem børn og voksne.

  1. Artikel fra BT: Danske Børn er små konger og kontorchefer

http://www.bt.dk/danmark/psykologer-danske-boern-er-smaa-konger-og-kontorchefer

  1. Artikel/kronik fra Information: Forældrene har overtaget barndommen

http://www.information.dk/500112

  1. Artikel fra Politiken: Det er chokerende hvor mange børn, der savner kontakt med deres forældre

http://politiken.dk/debat/ECE2462042/det-er-chokerende-hvor-mange-boern-der-savner-kontakt-med-deres-foraeldre/

Reformen ødelægger sportslivet

18. oktober 2014 – Christians blog – af Andreas Svane Als

Da skoleåret 2014/15 startede, var det med en ny reform. Denne reform var blevet genstand for voldsom diskussion. Kort forinden sommerferien i 2013 var et lockout aktuelt i de danske skoler, da lærerne ikke ville acceptere, det de så som en forringelse af deres arbejdsplads. Lærernes Centralorganisation på den ene side og KL på den anden side. Da konflikten havde holdt de danske elever væk fra skole i en lille måneds tid, kom der endelig en løsning, og skolereformen blev trumfet i gennem. Det var et flertal i folketinget, der stod bag et lovindgreb, der netop dagen før var blevet fremlagt.

Reformen skulle sætte i kraft i august 2014, og det må man sandelig sige, den har gjort. Alle elever har fået ekstra timer tildelt, og især i 7. klasse er antallet af lektioner steget. Normalt ligger 7. klasse på 31-32 timer om ugen, hvorimod de er steget til 37(!) timer i år. Dette tal inkluderer også præst, som nu nogle steder er blevet flyttet til eftermiddagen.

Også i idrætslivet har man kunnet mærke det tryk, denne reform har medført. Kort efter skolestart har over 20% af børn og unge nu valgt at melde sig ud af sportsklubben, og det er noget, der ærgrer DGIs formand Søren Møller.

”Hvis vi ikke er meget opmærksomme, så kan heldagsskolen betyde et fald i børnenes foreningsdeltagelse. Vi skal ikke erstatte idrætsforeningernes tilbud med aktiviteter i skolerne, som lærere og pædagoger skal stå for, og som er meget dyrere. Det er samfundsmæssigt et skidt bytte”, udtaler Søren Møller til folkeskolen.dk.

Det er i mine øjne tydeligt, at den danske regering, ikke har fat i noget af det rigtige. Jeg mener, at det er skidt for danskerne, at vi konstant vil sammenligne os selv med kineserne. Der er selvfølgelig fordele ved at kigge på deres metoder, men vi vil i længden ende med at stå tilbage med en ”slagen” folkeskole.

For 30 år siden forsøgte Sverige sig med samme indlæringsmetoder, som vi i Danmark også vil forsøge. Det svenske forsøg på en bedre folkeskole bliver flere steder beskrevet som et skræk-eksempel, og det burde vi bestemt tage alvorligt.

Jeg har selv været så heldig at have 2 forældre som skolelærer. Nogle vil måske mene, at jeg af denne grund får farvede briller, men jeg ser denne reform som et kæmpe dyk for den danske folkeskole. DHF (Dansk Håndbold Forbund) har også været ude med en pressemeddelelse, hvor de udtrykker deres uforståenhed over for denne reform. Da denne klage endelig kom frem til Christine Antorini, gjorde hun øjeblikkeligt opmærksom på, at ”børnene får rigeligt med sport i skolen”.

Men der er jeg uforstående. Hvordan skal vi få tid til mere sport i skolen, når vi samtidig skal have højere niveau i skolen? Det er blevet udmeldt, at børnene skal have minimum 45 minutters bevægelse om dagen. At Antorini så mener, at det skal kunne dække ind for en fodbold-, håndbold- og badmintontræning, det kan jeg ikke se gå op.

For det første er det ikke fokus på en bestemt sportsgren, men mere end form for rolig motion for alle. I Danmark har vi topatleter i mange sportsgrene, og hvis det høje niveau skal fastholdes, så skal vi ikke give mindre tid til, at man kan fokusere på sin egen sport.

Nu er jeg selv lige gået ud af 9. klasse efter sommeren, og jeg ville aldrig have haft mulighed for at finde tid til så meget træning, med en skoledag der varer til kl. 15. Vi når jo op på tider, der kan sammenlignes med Statsskolen i Randers. Det burde jo ikke være muligt, når der stadig står ”grundskole” på papiret.

Hvis vi igen retter blikket tilbage mod overskriften ”Reformen ødelægger sporten”. Jeg mener bestemt, at min overskrift kan retfærdiggøres. Det kan måske lyde meget voldsomt, at det ligefrem ødelægger sporten, men med nogle af de udmeldinger jeg skrev om tidligere, så synes jeg at denne reaktion, som vi så fra lærere og elever, er retfærdig. Sportslivet er ramt hårdt af denne reform. Jeg har selv spillet i lille Sønderhald idrætsforening, og jeg tror, at vi fremover ser pilen pege voldsomt ned i medlemstallene.

Det er dog kun noget man kan gætte sig til, og så må vi se om det bliver så voldsomt, som jeg frygter.

Nøglen til succes – Kohæsion

Stine Broløs går i 10. klasse på ElitesportsCollege og er målvogter på Randers HK/U16

Stine Broløs går i 10. klasse på ElitesportsCollege og er målvogter på Randers HK/U16

Oktober 2014 / Randers ElitesportsCollege / Stine Broløs

Hvorfor nu et blogindlæg om et underligt ord – kohæsion? Jo, fordi jeg tror, at en stor del af det, der gør forskellen på, om man får succes med sit hold er kohæsion.

Kohæsion er det, der binder holdet sammen, som en tokomponentlim og når blandingen er helt perfekt, så kan holdet præstere langt over hvad der forventes og over lang tid.

Derfor kan man se sammenhængskraften med ”de 3 liv”: Uddannelse, sport og fritid, som man bliver præsenteret for på Randers ElitesportsCollege (www.elitesportscollege.dk)

Jeg synes det er spændende, at det ikke altid er de hold med de største og dyreste stjerner der vinder. I idræt sker der overraskelser…

Det kan skyldes, at holdet har fundet den rigtige blanding af kohæsion.

De to komponenter i kohæsion er socialkohæsion, som er sammenhold, der består af motivation for det sociale og opgavekohæsion, som består af det resultatmæssige.

Netop derfor er det rigtig spændende – for hvordan blander man den rigtige lim af socialt og resultatmæssigt sammenhold?

Jeg tror, at mange topatleter næsten udelukkende ser på det resultatmæssige sammenhold og derfor kan det gå helt galt, hvis ikke det går et hold med mange stjerner godt. Et hold med mest resultatmæssig kohæsion, kan dog godt lave store resultater, men selvom de gør det, vil holdet ikke blive sammen i lang tid, for når man har nået målet, så har man ikke mere fælles.

Et andet hold kan være næsten kun med socialkohæsion og de vil helt sikkert have det sjovt og kan have det sjovt i mange år, men fordi de ikke er motiveret af resultaterne, så vil de nok ikke vinde særligt meget. De vil bare have det sjovt.

Det bedste er holdet hvor man vil gøre alt for at vinde sammen og fejre det med hinanden. Så vil det blive sjovere at vinde igen og man kan holde ud at være sammen i lang tid, også selvom det nogen gange er hårdt og surt. Man kæmper med og for hinanden og vil derfor sammen kunne blive meget bedre end man skulle tro.

Et godt eksempel på det lige nu er Hobro i superligaen, som har fået blandet den rigtige kohæsionslim. Derfor tror jeg, de gør det så godt!

Så hvis vi på ElitesportsCollege kan lære, hvor stor betydning kohæsion har på vores holds præstationer, og vi kan lære hvordan den rigtige kohæsionslim blandes, så tror jeg, at vi er mange herfra, som kan blive rigtig gode for de hold vi kommer på i fremtiden.

Der er for mig ingen tvivl om, at kohæsion og succes i holdsport indgår i et samspil. Høj kohæsion har en stor indflydelse på et godt resultat, når vi taler holdidrætter og har en positiv indvirkning på motivationsprocessen. Høj motivation er for mig en afgørende indikator for den gode oplevelse, jeg har på mit håndboldhold og med min sport.