Drengene fra Elitesportscollege vandt DM i
skolefodbold efter en sejr på 4-0 over Oure
Finalekampen i DM i skolefodbold mellem Randers
ElitesportsCollege og Idrætsskolerne i Oure blev spillet
onsdag d. 26/5 2010 på Casa Arena i Horsens. Det var to
taktiske og ikke mindst teknisk dygtige hold, der stod
overfor hinanden i drengenes Skoleligafinale.
Allerede fra første fløjt flød spillet i fine
formationer i de flotte superligarammer, som de 22
aktører klædte smukt. Efter et yderst jævnbyrdigt og
tempofyldt første kvarter, uden nævneværdige målchancer,
viste Oure tænder, men Marc Højland Jepsen i
Randersmålet var en sikker sidste skanse, da Oskar Olsen
forsøgte sig fra distancen.
Små tyve minutter var spillet da Randers efter et godt
gennemspillet angreb i højresiden fik spillet bolden mod
nærmeste målstolpe, hvor Mikkel Møller automatisk var
søgt ind og smart sendte bolden forbi en sagesløs
Ourekeeper.
Målet løste yderligere op for kampen, hvor flere
kvalificerede forsøg til begge hold endte uden scoring,
så Randers ElitesportsCollege kunne gå til pausen med en
smal 1-0 føring i ryggen.
Anden halvleg var ikke ret gammel før stadionspeakeren
lod superlativerne få frit løb, da han kårede Randers´
hurtige scoring til 2-0 til et af de bedste mål, der er
scoret på CASA Arena, hvor de kommende Superligahelte
fra AC Horsens regerer.
Kampens første målscorer Mikkel Møller brød et
Oureangreb og satte sig opportunistisk igennem en skov
af Oureforsvarere og diagonalt spillede en helt fri
Nicklas Hagensen alene med målmanden. Hagensen
kvitterede for afleveringen med en sikker afslutning,
der tog brodden af fynboerne, som fik endnu et dødsstød,
da Max Højlund midt i halvlegen øgede til 3-0.
Kampens bedste spiller, valgt af Skoleligaens
turneringsudvalg, anfører Nicolai Poulsen, rundede en
overbevisende midtbaneindsats af med sin scoring til
4-0.
En fortjent, men lidt for stor sejr til Randers
Elitesports College, over et skuffet Ourehold, som fik
knækket efter det hurtige Randersmål, men trods
modgangen var med til at gøre finalen seværdig og en
værdig afslutning på en god Skoleligasæson.
Referat: Danske Skoleidræt, Benjamin Jakobsen |