Uddannelse og elitesport: Mål, motivation og muligheder

   Download brochure

Elitesport på skoleskemaet

På Randers Elitesports-College kan du kombinere seriøs skolegang med, at du dyrker din favoritsport på højt niveau. Formålet er, at du som idrætstalent kan udvikle dig skolefagligt, personligt og socialt – og samtidig udvikle dine evner inden for din sport.

Målsætningen er at forene de “3 liv”: Uddannelse, elitesport og fritid. Du kommer til at omgås andre idrætstalenter, der også skal få dagligdagen med lektier, sport og fritid til at “gå op”, og din hverdag bliver på den måde mere overskuelig og sammenhængende.

Fra 7.-10. klasse til hhx eller hg

Randers ElitesportsCollege er oprettet af Tradium Handelsgymnasiet og Randers Realskole, der i flere år har haft et godt samarbejde om uddannelse og sport.

Det giver nu mulighed for et uddannelsesforløb, der kan strække sig fra 7. – 10. klasse til tre år på HHX eller HG.

I dette forløb kan du uddanne dig og samtidig dyrke din sport på højt niveau, med professionel træning.

De mange muligheder

En uddannelse på Randers ElitesportsCollege åbner for helt specielle muligheder.

Dine kammerater bliver nogle af landets største talenter, og du bliver trænet – både teknisk og fysisk. Du bliver selvfølgelig også støttet mentalt, når der er behov for det. Træningen sker i samarbejde med eliteklubberne i Randers, der er vores faste samarbejdspartnere.

Der er mange tilbud, store oplevelser og spændende studieture knyttet til din sport – og også på tværs af idrætsgrenene.

Det ‘hele’ menneske

Det fælles afsæt for elever på Randers ElitesportsCollege er top-motivation og rigtig gode evner inden for sporten – samtidig med at man er seriøs i forhold til sin uddannelse.

Vi ønsker at udvikle eleverne som menneske og “samfundsborger” samtidig med, at vi udvikler de sportslige kompetencer.

Vi tror også på, at det liv, der leves i sportens verden, er med til at give styrke og målrettethed, der danner et godt afsæt for fremtidige erhvervs-, uddannelses- og idrætsmuligheder.