Reformen ødelægger sportslivet

18. oktober 2014 – Christians blog – af Andreas Svane Als

Da skoleåret 2014/15 startede, var det med en ny reform. Denne reform var blevet genstand for voldsom diskussion. Kort forinden sommerferien i 2013 var et lockout aktuelt i de danske skoler, da lærerne ikke ville acceptere, det de så som en forringelse af deres arbejdsplads. Lærernes Centralorganisation på den ene side og KL på den anden side. Da konflikten havde holdt de danske elever væk fra skole i en lille måneds tid, kom der endelig en løsning, og skolereformen blev trumfet i gennem. Det var et flertal i folketinget, der stod bag et lovindgreb, der netop dagen før var blevet fremlagt.

Reformen skulle sætte i kraft i august 2014, og det må man sandelig sige, den har gjort. Alle elever har fået ekstra timer tildelt, og især i 7. klasse er antallet af lektioner steget. Normalt ligger 7. klasse på 31-32 timer om ugen, hvorimod de er steget til 37(!) timer i år. Dette tal inkluderer også præst, som nu nogle steder er blevet flyttet til eftermiddagen.

Også i idrætslivet har man kunnet mærke det tryk, denne reform har medført. Kort efter skolestart har over 20% af børn og unge nu valgt at melde sig ud af sportsklubben, og det er noget, der ærgrer DGIs formand Søren Møller.

”Hvis vi ikke er meget opmærksomme, så kan heldagsskolen betyde et fald i børnenes foreningsdeltagelse. Vi skal ikke erstatte idrætsforeningernes tilbud med aktiviteter i skolerne, som lærere og pædagoger skal stå for, og som er meget dyrere. Det er samfundsmæssigt et skidt bytte”, udtaler Søren Møller til folkeskolen.dk.

Det er i mine øjne tydeligt, at den danske regering, ikke har fat i noget af det rigtige. Jeg mener, at det er skidt for danskerne, at vi konstant vil sammenligne os selv med kineserne. Der er selvfølgelig fordele ved at kigge på deres metoder, men vi vil i længden ende med at stå tilbage med en ”slagen” folkeskole.

For 30 år siden forsøgte Sverige sig med samme indlæringsmetoder, som vi i Danmark også vil forsøge. Det svenske forsøg på en bedre folkeskole bliver flere steder beskrevet som et skræk-eksempel, og det burde vi bestemt tage alvorligt.

Jeg har selv været så heldig at have 2 forældre som skolelærer. Nogle vil måske mene, at jeg af denne grund får farvede briller, men jeg ser denne reform som et kæmpe dyk for den danske folkeskole. DHF (Dansk Håndbold Forbund) har også været ude med en pressemeddelelse, hvor de udtrykker deres uforståenhed over for denne reform. Da denne klage endelig kom frem til Christine Antorini, gjorde hun øjeblikkeligt opmærksom på, at ”børnene får rigeligt med sport i skolen”.

Men der er jeg uforstående. Hvordan skal vi få tid til mere sport i skolen, når vi samtidig skal have højere niveau i skolen? Det er blevet udmeldt, at børnene skal have minimum 45 minutters bevægelse om dagen. At Antorini så mener, at det skal kunne dække ind for en fodbold-, håndbold- og badmintontræning, det kan jeg ikke se gå op.

For det første er det ikke fokus på en bestemt sportsgren, men mere end form for rolig motion for alle. I Danmark har vi topatleter i mange sportsgrene, og hvis det høje niveau skal fastholdes, så skal vi ikke give mindre tid til, at man kan fokusere på sin egen sport.

Nu er jeg selv lige gået ud af 9. klasse efter sommeren, og jeg ville aldrig have haft mulighed for at finde tid til så meget træning, med en skoledag der varer til kl. 15. Vi når jo op på tider, der kan sammenlignes med Statsskolen i Randers. Det burde jo ikke være muligt, når der stadig står ”grundskole” på papiret.

Hvis vi igen retter blikket tilbage mod overskriften ”Reformen ødelægger sporten”. Jeg mener bestemt, at min overskrift kan retfærdiggøres. Det kan måske lyde meget voldsomt, at det ligefrem ødelægger sporten, men med nogle af de udmeldinger jeg skrev om tidligere, så synes jeg at denne reaktion, som vi så fra lærere og elever, er retfærdig. Sportslivet er ramt hårdt af denne reform. Jeg har selv spillet i lille Sønderhald idrætsforening, og jeg tror, at vi fremover ser pilen pege voldsomt ned i medlemstallene.

Det er dog kun noget man kan gætte sig til, og så må vi se om det bliver så voldsomt, som jeg frygter.