Samarbejdet med Randers FC

Følgende er et indlæg jeg også lavede til Randers FC’s kampprogram i fredags!

Talentarbejde med et menneskeligt ansigt…

– er vigtigt i samarbejdet mellem ElitesportsCollege og Randers FC

Randers Realskole og Tradium, der er skolerne bag Randers ElitesportsCollege arbejder tæt sammen med Randers FC omkring talentudviklingen og der er ingen tvivl om, at det samarbejde har rykket Randers op i superligaen – også når vi taler om at udvikle U-landsholdsspillere.

Randers FC talenter

Vi har gennem de sidste mange år haft et tæt samarbejde omkring skolegang og elitefodbold helt fra 7. kl og frem til ungdomsuddannelserne. De sidste 6 år har vi intensiveret samarbejdet og det betyder, at vi kan tilbyde fodbolddrengene i Randers-området et optimalt udviklingsmiljø, hvor skolegang og fodboldtræning hænger optimalt sammen. Samtidig har vi mulighed for at tiltrække spillere fra andre dele af landet, der således kan bo i vores flotte collegebygning ved Arena Randers.

Skolerne og Randers FC har et fælles mål om, at udviklingen af unge fodboldspillere skal give mening på flere planer. Det betyder helt konkret, at vi altid melder ærligt ud til potentielle talenter og deres forældre omkring mulighederne. – Så vi undgår ”menneskeforbrug”. Der er jo ingen tvivl om, at vi ”slår flere drømme ihjel end vi opfylder”, hvis man kan sige det sådan! – Derfor er det også vores mål, at de kompetencer de unge udvikler i vores regi, kan bruges i de mange andre sammenhænge de befinder sig. Hermed får de unge læring for livet via deres interesse og satsning omkring elitesport. Det er helt klart vores erfaring, at den målrettethed de unge får via deres elitesport kan overføres direkte til andre dele af deres liv.

Trænere, collegemedarbejdere og lærere er vigtige holdepunkter i hverdagen….

Alle unge mennesker har behov for ansvarlige og tydelige voksne omkring sig i, hvis tingene skal fungere optimalt for dem i hverdagen. – Det gælder naturligvis også de elever vi har på Randers ElitesportsCollege. – Både dem der kommer fra lokalområdet og de elever, der bor i collegebygningen. – Her bliver trænere, leder og lærerne i skolen meget vigtige. Forældrene er selvfølgelig også vigtige i støtten til den enkelte, men for dem der bo på college og ikke taler med forældrene i dagligdagen er netværket af trænere, collegemedarbejdere og lærere ekstremt vigtigt.

Vi arbejder ud fra en overskrift vi kalder ”De 3 liv”. Her er det vigtigt for os, at de unge har en god balance mellem deres eliteliv med fodbold, deres skolegang og deres private/sociale liv. Derfor er det vigtigt, at eksempelvis vores collegemedarbejdere er kompetente på området og har erfaring med de problemstillinger, der kan være i arbejdet med unge eliteudøvere. Det kan ofte være problemer omkring det sportslige, skader eller deres mentale ”tilstand”, men ofte er det også helt andre problemstillinger så som forældres skilsmisse, kærestesorger eller andre mere private ting. Tanken omkring, at der skal være balance i ”De 3 liv” for at hverdagen fungerer, har vi de senere år fået rigtig god erfaring med, derfor vil vi også fremadrettet sætte ressourcer af til dette vigtige arbejde.

Afslutningsvis vil jeg gerne sige mange tak for et unikt samarbejde til Randers FC og deres dygtige folk. Både når det på ledelsesniveau er Jacob Nielsen, PC og Peter Elstrup og når vi på trænersiden har dialogen med Rasmus Bertelsen og Michael Kryger er det engagerede mennesker, der brænder for deres job og vores samarbejde.

Christian Møller, Collegeleder